Hvor køber man billetter og hvad koster de?

Den danske forhandler af interrail-billetter er DSB. På deres hjemmeside og herunder kan du finde en boks med et overblik over de forskellige interrail priser. Først og fremmest opdeles priserne i aldersgrupper. De tre kategorier er ung (12-27 år), voksen (28+ år) og senior (60+ år). Der er forskel på, hvor meget interrail billetten koster i de tre kategorier. Det er dyrest som voksen, dernæst senior og billigst, hvis man er ung under 28 år.

Under de tre forskellige alderskategorier finder du forskellige interrail priser afhængigt af antal rejsedage og periode. Perioden er de antal dage dit interrail pass er gældende. Du kan vælge alt fra 15 dages varighed til tre måneder. Rejsedagene er det antal af dage, du kan køre med togene i Europa. Du kan ikke vælge helt frit. Der findes ni forskellige sammensætninger af periode og rejsedage. Du kan f.eks. med en periode på 15 dage kun vælge 15 rejsedage. Hvis du derimod vælger en periode på én måned, kan du vælge mellem 5, 7 eller en hel måneds rejsedage.

Forkellen på 1. klasse og 2. klasse

DSB sælger både 1. klasses interrail-billetter og 2. klasses. Jeg har altid rejst på 2. klasse, da jeg synes det er mere end nok. På 1. klasse får du som regel lidt ekstra benplads, måske en flaske vand og så er der som regel altid én stikkontakt pr. sæde. Hvor hovedreglen på 2. klasse er én stikkontakt ptr. to sæder, men det har aldrig været et problem for mig.

Derudover er sæderne på 1. klasse alle justerbare og bredere. Bordene er som regel også større og så får du mange gange en menu ved bordet, så du kan bestille mad og drikke uden at finde restaurations-vognen. Der er altså lidt flere fordele og mere komfort, når man rejser på 1. klasse. Jeg har dog aldrig manglet noget på 2. klasse og synes at forholdene er meget fine. Mange vælger også 1. klasse, hvis de ønsker mere ro, da der ofte ikke er lige så mange rejsende i de vogne.

Herunder kan du se oversigten over interrail priser hos DSB. Måske det kræver lidt planlægning, før du kan gennemskue hvilken billet, der passer bedst til din rejse. Men som du kan se, er der et bredt udvalg og man kan komme afsted længe til næsten ingen penge.

Du kan læse mere om interrail priser hos DSB og på interrail guiden her.

DSB priser på interrail

Det skal du være opmærksom på, når du planlægger din tur

Valget af rejsedage afhænger meget af, hvordan du godt kunne tænke dig at rejse. Må kan du bedst lide at have mange dage i få byer, så du får set det hele. Selv kan jeg godt lide at have et par dage i hver by, når jeg er på interrail. På den måde presser jeg mig selv til at få meget ud af dagene ved hver destination.

På min første tur var jeg i 12 forskellige byer på 30 dage. Min anden tur varede tre uger, og der besøgte jeg syv forskellige byer i Europa. Hvis du vil læse mine interrail tips til ruter kan du finde indlægget om interrail ruter, hvor du både kan se mine egne og idéer til andre. 

I mange toge, især i højsæsonen, skal du booke en pladsreservation. Interrail-billetten er ikke altid nok. I nogle toge er du forpligtet til at købe en pladsreservation. Dette gør sig mest gældende i nattoge og lyntoge, men også i andre. Med andre toge anbefales det, at du køber en siddeplads, da du ellers kan risikere ikke at have et sæde eller i værste fald ikke får lov at komme med toget, hvis det er overfyldt. I langt de fleste regionaltoge behøver du ikke reservation og der er som oftest pladser, hvis du kommer i lidt god tid.

Hvordan kan du bestille din pladsbillet?

Når du så skal bestille en pladsreservation, er det meget forskelligt, hvordan det fungerer. Undervejs på din tur kommer du til at køre med mange forskellige togselskaber. Hvis du altså rejser med Global Pass og regner med at rejse gennem flere lande. Det kan foruden DSB være DB, som er tysk. Eller Tren Italia, som er et italiensk togselskab. Mange gange kan du købe pladsbilletter på udbyderens hjemmeside. Her kan du som regel krydse af, at du har et Interrail-pass og får så pladsbilletter til interrail priser. Andre gange skal du møde op på billetkontoret på stationen. Dette er faktisk super nemt og personalet har som regel prøvet det mange gange før. De er gode til at guide og hjælpe med at finde de bedste interrail priser og de bedste afgange.

Jeg har tit gjort det sådan, at når jeg ankommer til en by og er på stationen, så bestiller jeg min næste reservation. Så er det gjort med det samme og du er sikret en plads på din næste togtur. Man skal være opmærksom på, at der i nogle toge er begrænsede antal pladser til interrailere. Her er det også en god idé at møde op på billetkontoret. De kan mange gange finde toge og billetter, som kan være svære at finde frem til selv.

tog på skinner    DB tog på station

Gode råd og interrail-tips til din rejse

Et af mine bedste interrail tips er at bruge interrails egen app – Rail Planner. Den fungerer lidt ligesom Rejseplanen, men dækker alle de toge du kan bruge med dit interrail pass i hele Europa. Du kan vælge destinationer og tidspunkter. Det, der er rigtigt smart ved denne app er, at den viser, hvornår det er nødvendigt med en pladsreservation. Den fortæller både, når det er et must at booke, og når det bare er anbefalelsesværdigt. Desuden kan du se på hvilke toge, du kan finde en café eller restaurant. Du kan også se om der er Wi-Fi på toget.

App’en kan du både bruge undervejs på din tur, men bestemt også under planlægningen. Jeg har altid brugt app’en hjemmefra til at få en idé om, hvor langt der er mellem de byer, jeg gerne vil besøge. Du kan tilføje forskellige togrejser til din tur og gemme dem, så du nemt kan finde dem igen.

Hvorfor er det en god idé at stå tidligt op?

Et af mine interrail tips, når du ikke har fået booket en plads, er at stå tidligt op. Jeg har flere gange oplevet at møde op på en station, hvor togene i løbet af dagen er fyldt og jeg må vente til om aftenen. Dette kunne jeg have undgået, hvis jeg var stået op i god tid, da morgen-togene som regel ikke bliver fyldte. Nogle gange har jeg måtte købe en billet for at komme afsted. Det kan hurtigt blive dyrt. En pladsbillet til interrail priser, kan langt bedre betale sig. Så kom ud af døren i god tid. På den måde får du også meget mere ud af dagene. Det er ærgerligt at bruge en hel dag på en togstation, når du kunne bruge tiden i den næste by, du skal besøge.

tog på station    togstation i Tyskland

Tips til bedre komfort og udnyttelse af togturene

Jeg nyder at rejse med tog og synes at det er noget så afslappende at følge landskabet. Der er meget stor forskel på komforten i togene og der er det en god idé at være en smule på forkant. Ofte udnytter jeg de lange togture til noget søvn, så jeg ankommer og er udhvilet. Det kan være svært at falde i søvn i et tog. Mange gange er man heldig, at sædet ved siden af også er ledigt, så man har lidt mere plads. Uanset hvad, har det for mig været uundværligt at have en pude med. Puder fylder meget og derfor har jeg altid en oppustelig nakkepude med. Det gør det meget nemmere at slappe af og falde i søvn. Både siddende i toget og liggende. Derudover har jeg altid sovemaske og ørepropper med. På den måde lukker på lyd og lys ude, selv når du rejser om dagen. Både pude, ørepropper og sovemaske kan selvfølgelig også bruges, når du overnatter på diverse hostels, hoteller eller vandrehjem. Her er komforten heller ikke altid den bedste og nogle steder, kan der være larm, lyde eller lyd, der generer ens søvn.

På de lange togture tager jeg også gerne et toiletbræt overtræk med. Der kan være rigtigt mange i løbet af sådan en tur, der bruger toilettet og det bliver hurtigt beskidt. Så jeg synes, det er rart at have det med. Det fylder ingenting i tasken og kan skylles ud i toilettet.

Så stå tidligt op og få de gode pladser i togene. Udnyt de lange ture til at få nogle timers søvn og brug energien i de mange smukke og spændende byer rundt om i Europa.

Vil du have flere interrail tips eller har du spørgsmål til interrail priser, så læs mere her.